De første 2 dage efter operation gik egentlig meget godt - pludseligt dykkede hun og blev vrøvlende, konfus og fraværende. Lægerne var uforstående, og hun blev flyttet på enestue, scannet og trykket i hendes hjerne blev konstateret for højt. Der blev åbnet mere for slangen, så væsken der trykkede på hendes hjerne kunne løbe ud og dagen efter var hun lidt mere kontaktbar! Hun skulle gentagne gange opfordres til at åbne øjnene (læs øjet, da det andet var lukket) for at se på mig eller hendes far, men hun gjorde det da. Hun havde vejrtrækningsproblemer og fik lagt maske - og der blev snakket om respirator flere gange.
Hun kunne ikke synke - og blev derfor tilført proteindrik i drop. Men hun gjorde tegn til at vi larmede!
De næste mange dage flyder ud i eet for mig! Hendes far og jeg skiftedes til at være hos hende - kun om aftenen og natten var vi hjemme, men aldrig i ro!
Hun lå på neurointensiv i knap en måned - hun vrøvlede meget og talte om at hun sad på toget - forsøgte at flygte fra sengen flere gange, fordi hun troede at hun skulle i skole, til fest eller simpelthen ud at tisse. Hun fejlsank stadig, ville ikke spise og måtte derfor have fortykningsmiddel i alt flydende - hun blev scannet flere gange om ugen og derudover røntgenfotograferet på lungerne mange gange, for hun havde problemer med luftvejene, uden at de kunne finde årsagen.
Efter at hun adskillelige gange havde revet drop, slanger og enddog et indopereret IVF ud, blev der sat fast vagt på hende - hun var simpelthen for urolig til at ligge uden konstant overvågning. Hendes håndled var blå efter alle de gange vi alle måtte holde hendes hænder fra at hive iltmasken af, eller drop og slanger ud af hendes krop.
Hendes tale var uklar - som talte hun helt nede i halsen - det skulle vise sig, at hun var lettere halvsidigt lammet, også i hals og tunge, hvilket var grunden til hendes synkeproblemer og tale problemer.
Efter knap en måned mente de hende så god, at hun endelig kunne flyttes til en apopleksi-afdeling.
I hele den forgangne måned havde hun stædigt holdt fast ved samlemuffen til alle ledningerne - i den tro at det var hendes faste følgesvend - hendes Iphone. Den blev nu lokkemaden ved skiftet til anden afdeling - der måtte hun have sin mobil!
Dagen hvor hun blev flyttet blev hun mere og mere "vågen" - og alligevel ikke - hun græd meget, men holdt dog pauser ind i mellem. Jeg blev, som sædvanligt, sendt hjem om aftenen - og hendes faste vagt overtog sengevågningen.
Næste morgen stod jeg i hallen på Glostrup og havde netop kaldt på elevatoren - der blev jeg ringet op af en halvdesperat sygeplejerske, der bad mig komme med det samme. Min datter græd simpelthen så heftigt og de kunne ikke få hende til at holde op!
Jeg var der jo så i sagens natur ganske få minutter efter og Mille kiggede bebrejdende på mig - stortudende med ordene: DU var her jo ikke mor ...du var her jo ikke!
Hun græd og græd og græd - hun kunne ganske enkelt ikke stoppe! Plejepersonalet bad mig blive indlagt med hende, da jeg var den eneste der kunne "trænge ind" til hende! Og selvfølgelig blev jeg da indlagt med hende - og det var jeg så i over en måned!
Mille har en hjemmeboende lillebror, som også skulle passes! Heldigvis har jeg en fantastisk mor, der, straks efter Mille faldt om, flyttede ind i mit hjem og overtog alt der! Lillebror fik ikke megen opmærksomhed af mor - men han er en fantastisk knægt, og han udviste al den forståelse han kunne! Jeg valgte også at friholde lillebror for hvad der reelt var sket, indtil Mille blev flyttet på en almindelig afdeling. Han skulle ikke gå rundt og spekulere på om hun overlevede! Rigtigt eller forkert - det var hvad jeg og børnenes far valgte!
Vi valgte også at kun hendes far, jeg og en enkelt gang hendes papmor så hende på Neurointensiv! Ikke fordi vi ikke kunne have haft brug for aflastning eller at andre måske havde haft brug for at se Mille - men nærmere fordi vi VIDSTE hvordan Mille har det med sit udseende - og fordi det simpelthen var så hårdt at se hende der, tilsluttet alt muligt udstyr, der konstant understregede at hun befandt sig i en livsfarlig situation!
En Psykiater kom og tilså hende første dag på den "nye" afdeling - og hun fik noget medicin (Temesta), der havde en ret god effekt - ihvertfald holdt hun op med at græde i DE mængder, som tidligere. Det er i øvrigt helt naturligt for kroppen at reagere voldsomt efter at hjernen har været opereret og sløvet ned så længe!
Pludseligt fandt de ud af, at hun alligevel ikke skulle være på den afdeling, og hun (og jeg) blev derefter kørt hen på en anden afdeling, hvor vi blev installeret.
Her skulle genoptræningen foregå - hendes spørgsmål var: Hvornår åbner mit øje - igen og igen og igen!
Jeg kan kun forestille mig hvordan detmå være at "vågne" efter en måned - og det sidste jeg husker er at jeg er frisk og rask - nu er det pludseligt en måned senere, jeg er på hospitalet og intet virker som det plejer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar