D. 8. marts 2010 kl 17:15 modtog jeg mit livs værste telefonopkald. Mine børns far (og min eks-mand) ringede til mig og bad mig komme til Glostrup Hospital's Traumecenter øjeblikkeligt.
Vores datter på 22 år var faldet, direkte ned på næsen, om udenfor deres hus - hendes vejrtrækning var næsten stoppet, da hun blev fundet og hendes puls var langsomt på vej væk. Hendes far og hans nabo ydede førstehjælp og tilkaldte ambulance. På vej i ambulancen begyndte vores datter langsomt at komme til sig selv - på skadestuen var hun 10/10, trods adskillelige opkastninger. De vurderede at hun havde brækket næsen, samt fået hjernerystelse af faldet - men hvorfor hun var faldet, ville en snarrådig skadestuelæge gerne have svar på.
Hun blev sendt til scanning af hovedet og heldigvis for det - for da jeg ankom på hospitalet fik vi svaret: Hun havde en stor blødning i hjernen.
Ingen kunne svare på hvorfor den var der - men den var der, og den var særdeles livstruende!
Vores datter blev ilet op på Intensiv - samtidig blev vi som hendes forældre informeret om, at halvdelen af patienterne med hjerneblødninger døde før de nåede hospitalet, halvdelen af de der nåede hospitalet døde mens de ventede på operation - og tilbage var der 25 %, hvor mange ikke overlevede operation.
Derefter blev vi informeret om, at operation først kunne foregå næste dag's morgen!
Nu forestod en meget meget lang nat - jeg veg knap fra vores datters side, men råbte henholdsvis på morfin/kvalmestillende, for jeg vidste at hvis hendes blodtryk steg, ville hun ikke kunne hjælpes!
Endelig oprandt næste morgen - hun havde overlevet natten - og blev gjort klar til operation. Hendes far og jeg blev kaldt ind på chef-kirurgens kontor, og blev forklaret at de havde en eneste mulighed for at kunne redde hende - åben hjerneoperation, hvor de fjerner et stykke kranie og går direkte ind i hjernen.
Ved denne operation rører de samtidig ved synscenteret, så hendes ene øje ville være lukket, når/hvis hun kom fra operation. Det blev understreget igen og igen fra lægens side, at denne procedure var uhyre farlig - men hvis de undlod den ville udgangen med sikkerhed være fatal!
Mange lange timer efter rullede de hendes seng tilbage på Neuro-intensiv - der var gået knap 10 timer og tilbage kom vores datter - nu halvsidigt barberet, med et frisk ar hen over kraniet fra øret til lidt over midt på panden - og slanger ud af hovedet, ind i armene osv. og som sagt med det ene øje lukket. Vi var blevet advaret om at hun muligvis lå i koma og var blevet forbundet til en respirator - DET skete heldigvis ikke!
Lægen kom og fortalte at operationen var gået godt - dog var aneurismen, som jo er en bobbel på en åre i hjernen, sprunget, da de var gået ind for at klipse den sammen. Det betød at Mille havde mistet omkring 2 liter blod under operationen!
Hun havde naturligvis ondt, klagede over mange smerter i nakke og hoved - men kunne tale. Hun så syner og fik en mængde medicin for at få hjernen til at slappe af.
På 3. dagen blev hun flyttet på enerumsstue - indtil da havde hun ligget på en 4-mands stue - 4 mennesker, der alle havde diverse overvågningsapperater tilsluttet, så der var en konstant bimlen og bamlen af alarmer der gik igang!
Siden har jeg i journalen set, at der er tvivl om hvorvidt at Mille rent faktisk efter operationen har fået en blodprop i frontallapperne foran i hjernen - det afventer vi stadig afklaring på!
3 dage vågede jeg nærmest konstant - så smed sygeplejerskerne mig hjem med besked om at dette blev en lang og hård kamp.
Man kan ikke falde til ro hjemme i en sådan situation - så jeg smed mig i min seng med min mobil i hånden!
Fortsættes
Ingen kommentarer:
Send en kommentar