Nu fulgte først en måned, hvor jeg lå på samme stue som min datter. En meget ambivalent måned, hvor jeg både var hendes nærmeste hjælper, trøster, mor og hende der var i vejen konstant!
Der er mange grænser der skal overskrides, når man som 22-årig pludseligt skal finde sig i at mor er med på toilettet, med i bad, roder i ens tøj osv. Samtidig troede hun til tider at hun stadig var skolebarn - og blev klar over, at hun troede det! Alt i hendes hoved var eet stort kaos - og så var der ikke engang nogen at blive vred på, altså - der var ikke nogen hun kunne lægge skylden på for hendes situation!
Det var faktisk også en overgang frygteligt svært for mig - al den vrede, frygt og uro der ophobes i kroppen, og der var ingen steder at rette den hen! Og derudover at vise overskud, tro på hende og hendes videre liv - når hun ikke gjorde det selv!
I den måned brugte jeg mange timer på at snakke fremtid med hende, for det var selvfølgelig noget af det der bekymrede hende. Man kommer hele vejen rundt om alting, når ens barn ligger på hospitalet med hjernetraume, for hendes "filter" for hvad man sagde/ikke sagde var totalt forsvundet!
Jeg var så overbevist i min tro på, at vi var heldige at være født i Danmark, hvor vi jo har et godt socialt netværk! Min fuldstændige overbevisning om, at "man" i Danmark ville sørge for at genoptræne og evt. genuddanne sådan et ungt menneske, så hun igen ville få et fuldt liv, var total - Jeg skulle desværre blive klogere!
Mille blev genoptrænet stort set hver dag på hospitalet - hun gik på trapper, trænede balance i bassin, trænede øjenmuskler, så hun kunne begynde at åbne det ene øje! Men da øjenlåget endeligt begyndte at åbne, kunne hun ikke styre øjet, så pludseligt "hang" hendes synsfelt på det øje ude i yderste øjenkrog!
Så fik hun øvelser hun skulle foretage for at træne DET op - samtidig var hun meget utålmodig, meget lidt restriktiv med hvad hun sagde og gjorde. Faktisk oplevede vi hende med reaktioner som du ser hos et barn - forstærket adskillelige gange!
Ganske stille genvandt hun en del balance og kunne i påsken komme på første hjemmebesøg!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar