For at gøre tingene endnu mere komplicerede, var det sådan, at Mille havde sagt sin lejlighed op, og skulle flytte med sit arbejde til Aalborg d. 1/4. Så oveni at Mille lå på Neurointensiv, var der en lejlighed der skulle pakkes ned, ryddes og gøres ren!
Jeg lå på knæ - ja rent faktisk græd jeg, når jeg talte med boligselskabet og forklarede dem situationen - men det hjalp ikke ret meget! Hendes lejlighed var genudlejet og den skulle ryddes! Men de var søde og hjalp mig med at finde en anden lejlighed i området, som hun kunne overtage 1/5.
Og mine nærmeste venner hjalp, i skøn forening med min mor og nogle af mine forældres fantastiske venner, så jeg behøvede ikke at koncentrere mig så meget om selve pakningen af hendes ting! Min skønne mor knoklede på med at få gjort lejligheden klar til overtagelse.
Og heldigvis kendte jeg en meget meget flink flyttemand, der hjalp med at flytte og opbevare alle Mille's ting.
Gudsketakoglov for gode mennesker, fantastiske venner og min mor!
Nå, men jeg startede på arbejde på deltid igen efter den måneds medindlæggelse - så jeg stadig kunne være meget hos Mille. Der var også lige det lille "aber dabei" at Mille ikke ville spise hospitalsmaden, så Mor's Catering blev oprettet.
Mille var efterhånden blevet fysisk så meget bedre, at hun kunne gå rundt ganske langsomt uden støtte, selv gå på toilettet og selv kunne gå i bad (dog ikke uden diverse fald) - hun kæmpede en vanvittig kamp for at få fysikken til at makke ret igen, men utålmodigheden rådede stadig - og det samme gjorde urimeligheden naturligvis! Een ting er at man bliver "urimelig" fordi man er vred og ked af det over at få frataget al kontrol og i øvrigt have "hospitalskuller" - noget andet er, at det er en naturlig følge af hjerneskade!
Hun og jeg havde mange "sammenstød", fordi jeg ikke stod på stuen kl. præcis, når hun regnede med at jeg kom - Samtidig måtte en ny "løsrivelses-proces" i gang, hvilken var meget hård for os begge to!
Mille's første besøg hjemme foregik som sagt i påsken - Mille blev puttet ind i bilen, og vi var lige kommet til "Skadestuen", da hun første gang spurgte om hvornår vi var der. Da vi kom ud på Ringvejen, blev jeg til gengæld skældt ud for at køre for hurtigt :)
Dette er et meget godt billede af hvordan Mille havde det indeni faktisk - Det skulle gå hurtigt, og alligevel ikke - alt var modstridende!
Mormor og lillebror havde dækket op derhjemme og glædede sig vildt til Mille's besøg. Jeg er overbevist om at Brugsen var blevet tømt for guf, for alle borde hjemme hos mig var ihvertfald blevet fyldt :)
Da vi havde været hjemme i 10 minutter, sagde Mille første gang at hun gerne ville hjem på hospitalet - jeg fik nødet hende til at vi blev lige 10 minutter mere, før vi kørte tilbage.
Dagen efter gentog det samme sig bare hjemme hos hendes far - langsomt men sikkert fik vi øget tiden, så vi i løbet af de næste 3 uger til sidst var oppe på nogle timer af gangen.
D. 26/5 2010 blev Mille udskrevet - inden da havde hun haft en "prøve-weekend" hjemme - i sin nye lejlighed - midt i alle flyttekasserne!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar