Endnu et møde

Så er dagen kommet, hvor vi igen skal til møde med sagsbehandleren i jobcenteret.

Jeg har tænkt at bede hende om at lave en handleplan, som indeholder optræning, jobevne vurdering og derefter fleksjob/revalidering/job, så der sker noget i Mille's liv.

Jeg tror ikke ret mange kan forestille sig de forandringer sådan en hjerneblødning skaber i et ungt menneskes liv - ikke alene ændres krop, egen indstilling til liv/død, men jobbet forsvinder, og det samme gør de fleste af vennerne.
Selv vi voksne ville have svært ved at holde humøret oppe i den situation - vi er glade for livet, og sygehusets fantastiske indsats,  men der skal nu engang nogle ting til at man fastholder livets oprettelse. Det inkluderer at man føler sig som "noget værd" og lige præcis det er det der halter.

I Mille's situation er hun blevet "fanget" - uden optræning, har hun ikke mulighed for at gå ud og skabe sig det liv hun ønsker, og løsrive sig fra "systemet"

Hurra for livet og for kampgejsten!